Hvorfor er supervision vigtig?
Supervision er et vigtigt redskab til at imødekomme de sundhedsfagliges behov for person- og fagudvikling, inspiration og egenomsorg, en vigtig time-out for refleksion og læring.
At blive klogere på sig selv og andre
At få indsigt i og kunne bearbejde egne reaktioner og mønstre i relationen til andre
Kompetencer
At udvikle nye faglige kompetencer og styrke de eksisterende kompetencer
Tid
At der er skabt tid til eftertanke for at forstå, hvad der skete
Udvikling
At opnå forståelse for egne faglige og personlige muligheder og begrænsninger
Forebyggelse
At erkende, respektere og varetage egne behov i arbejdet med andre mennesker, for at forebygge nedslidning, stress og udbrændthed
Fremtiden
At bevare engagement og udvikling i arbejdslivet
I SupervisionsGruppen har alle supervisere en sundhedsfaglig baggrund.
Vi kender til arbejdsvilkårene og har praksiserfaringer, hvilket betyder at vi møder og forstår de forskellige problemstillinger, fagpersonerne står med. Vi mener, det er vigtigt, at det er fagpersoner, der superviserer fagpersoner, for at sikre fagligheden og at fagpersonen oplever at blive forstået.
Behovet for personfaglig supervision
Sundhedsfaglige er mennesker, der arbejder med mennesker, som har brug for pleje, omsorg og hjælp. De fleste sundhedsfaglige oplever kortere eller længere perioder, hvor de er tynget af det, de ser eller hører, og risikoen for at blive kontakt- og empatiudbrændt er stor. Mange sundhedsfaglige oplever afmagt, hjælpeløshed, bliver urolige og kan blive i tvivl om egen faglig kompetence.
Der stilles større og større krav til fleksibilitet og omstillingsparathed – især i denne periode med Covid 19. Nye procedurer, usikkerhed på nye arbejdsgange og mødet med dybt berørte pårørende, beboere på plejehjem eller borgere i kommunen / patienterne på sygehusene, påvirker sundhedsfaglige direkte eller indirekte.
Det kan skabe stressede medarbejdere, som bliver mere sårbare for de menneskelige lidelser, de dagligt møder. Denne almindelige problemudmattelse eller opmærksomhedstræthed er hverken faretruende eller unormal, men desværre et arbejdsvilkår.
Når udbrændthed og træthed er vedvarende opstår negative selvopfattelser, som kan afføde en afstandtagen til de mennesker, der er afhængige af hjælp – og her skal der ydes støtte til personalet med supervision.
Men det er bedre at forebygge!
Mennesket i supervision
Når vi i SupervisionsGruppen vælger benævnelsen personfaglig – i stedet for fagpersonlig supervision, der er det mest anvendte udtryk – er det vores ønske at tydeligøre, at vi sætter personen i faget før faget hos personen.
Supervision betyder “overblik” og er med til at højne faglighed og kvalitet i arbejdet, samt at øge engagement, trivsel og udvikling såvel personligt som fagligt. En del tyder på, at personfaglig supervision kan forebygge stress, udbrændthed og sygemeldinger. Endvidere er supervision en vigtig håndsrækning og bekræftelse, en ledelse kan give medarbejderne.
Supervision er en modvægt til det, personalet kommer fra. Her kommer fagpersonerne ned i gear, får mulighed for at trække vejret helt igennem og kan give sig selv tid til at tænke de tanker færdige, som kun blev tænkt halvt igennem, fordi der var en ny opgave, der kaldte på fagpersonen.
I supervision består gruppen af mennesker med en rigdom af tanker, viden, livserfaringer, nysgerrighed og kreativitet, hvilket er gruppens særlige styrke.
Fællesskabet og gensidigheden – at opleve når kollegaer også oplever, noget er svært – kan give styrken til at klare de anstrengelser, det ofte er, at se en smertefuld virkelighed i øjnene.
I erkendelsesprocesserne styrkes det personlige overblik til at håndtere arbejdsopgaver og faglige dilemmaer, hvilket kan være med til at modvirke forråelse.
Forråelse er et begreb for en udviklingsproces, hvor man gradvist bliver mere og mere rå og brutal i sin tænkning og sine handlinger (Birkmose, 2013). Det kan ske, når vi kommer i kontakt med afmagt. Sundhedsfaglige vil helt naturligt mærke afmagt jævnligt i deres hverdag. Generelt er der ikke tradition for supervision til denne faggruppe. Supervision er vigtig for at forebygge forråelse og øge etiske refleksioner, respekt, imødekommenhed og forståelse for borgere og deres nærmeste familie og i det kollegiale samarbejde.
SupervisionsGruppens tilgang i supervisionen er oplevelsesorienteret, idet vi tager udgangspunkt i medarbejdernes egne udfordringer og erfaringer. Samtalen tager udgangspunkt i en anerkendende og bekræftende samtalekultur i en ramme af fordomsfri og åben dialog.
Hvordan kan supervision foregå?
Vi udarbejder først en rammeaftale for supervisionen med den øverste ledelse.
Herefter vil de enkelte supervisionsgrupper udarbejde en rammekontrakt for det fremadrettede arbejde i supervisionen. Her beskrives blandt andet, hvad der skal til, for at gruppen kan være tryg og lære bedst. Rammekontrakten er vigtig, så alle i gruppen kender til grænserne i supervisionen; Hvad der kan – og ikke kan – arbejdes med under supervision.
Arbejdsmetoden er typisk individuel gruppesupervision, hvor gruppens medlemmer skiftes til at tage emner op. Resten af gruppen inviteres ind i processen som reflekterende team, modellering (fokuseringsteknik), rollespil eller grupperefleksion.
Supervision er frivillig. Når personalet har valgt at tage supervision, siger de ja til et forpligtende engagement. Det betyder, at gruppemedlemmerne forpligter sig til at investere og involvere sig i gruppens processer – at tage egen læring og udvikling seriøst. Hvert gruppemedlem tager et emne/problem med til supervisionen og overholder tid og aftalen for supervision.
Det kan måske virke stringent for nogle. Begrundelsen for ovennævnte er ønsket om, at gruppemedlemmerne opbygger et trygt supervisionsrum, hvor tanker, forståelsesmåder og personlige reaktioner kan udveksles. Erfaringer viser, at de afklaringer, vi finder frem til sammen med andre, har gode chancer for at blive realiseret.
“Kolding-modellen” for personfaglig supervision
SupervisionsGruppen har indgået et samarbejde med VIA University College, Aarhus med det ønske at måle og præcisere effekten af supervision.
I oktober 2020 starter SupervisionsGruppen et supervisionsforløb op i samarbejde med Kolding Kommune, hvor personalet på tre udvalgte plejehjem i et år tager personfaglig supervision ca hver 4. uge. VIA vil løbende undersøge effekten af supervisionen både kvalitativt og kvantitativt. De første resultater forventes at være klar i 2021.
SupervisionsGruppen stiller sig til rådighed for andre kommuner, der kunne være interesseret i at vide mere om Kolding-modellen.
Forskellen på personfaglig supervision og teamtræning
I supervision er det fagpersonens personlige problemstillinger i forhold til sit fag, der er i centrum.
Teamtræning er et gruppeeftersyn, hvor ledelsen også deltager. Her er der fokus på kvaliteten af samspillet og trivsel i gruppen. Hvert enkelt gruppemedlem forholder sig til sin egen aktuelle situation og relationen til kollegaer og nærmeste leder. Gruppen arbejder med egne roller og ansvarsområder samt bidraget til samarbejdsklimaet i gruppen. Samarbejdsdynamikker skabes og brydes i fællesskabet.
Personale gruppen spejler ofte de normer og problematikker som karakteriserer organisationen. Når spændinger og konflikter opstår i gruppen, der stammer fra påvirkninger fra det ydre system, kan det være mere optimalt at tilbyde personaletræning.
Hvem er vi?
I SupervisionsGruppen har alle supervisere en grunduddannelse som sygeplejersker samt en overbygning som psykoterapeut (Medlem af Dansk Psykoterapeut Forening). Vi har alle en bred erfaring med supervision både som modtager og som supervisor.
Jette Bjerre er indehaver af SupervisionsGruppen.
Hun er uddannet sygeplejerske, psykoterapeut (MPF) og er exam. supervisor fra Center for Offentlig Kompetence.
Jette er forfatter til “Familiedialog og refleksion ved alvorlig sygdom. En guide for sundheds-professionelle”, Samfundslitteratur, 2018.
Jette underviser på Demenskoordinator uddannelsen v/ Birgitte Vølund.
Det sattae refleksioner i gang hos Jette, da hun gennem flere år mødte sundhedsfaglige, der søgte hjælp på grund af stress og udbrændthed. Refleksionerne startede en undren over, hvorfor sundhedspersonalet ikke i større omfang tilbydes personfaglig supervision, fordi faggruppen så ofte møder mennesker i krise eller sorg. Det fik hende til at starte SupervisionsGruppen.
Inger Laumark.
Inger er uddannet sygeplejerske, psykoterapeut (MPF).
Med en baggrund som sygeplejerske og med erfaring især indenfor primærsektoren og psykiatrien, har Inger kendskab til en hverdag, hvor mødet med mennesker er omdrejningspunktet og glæden. Inger kender også til de udfordringer, der i en travl hverdag følger med, når vi føler os pressede, afmægtige, utilstrækkelige m.m.
Inger har i alle sine arbejdsforhold været stor fortaler for supervision, fordi hun mener, det er en fantastisk mulighed for at drage omsorg for sig selv og sine kollegaer og fordi, det er en vigtig udviklingskilde og forebyggelse af udbrændthed.
Bente Mikkelsen
Bente er uddannet sygeplejerske, psykoterapeut (MPF).
Det er meget meningsfyldt for Bente at kombinere sin sygepleje og psykoterapi i supervisionen af sundhedspersonale.
På de sundhedsfaglige uddannelser læres mest om det fagfaglige og ganske lidt om det relationelle samspil. I praksis opdager man, hvor meget ens egne erfaringer, værdier, baggrund og personlighed påvirker det professionelle arbejde.
Den gode sygepleje har to ben – nemlig faglighed og medmenneskelighed. Fagligheden skal formidles og udøves via menneskelige kompetencer og ofte i en relation med patienter, pårørende, kolleger og øvrige samarbejdspartnere. Derfor er det uhyre vigtigt at være skarp på sine relationskompetencer og være bevidst om, hvad der bæres med ind i samarbejdet.
Sofie Pedersen – Personaletræner
Sofie er uddannet teolog og psykoterapeut (MPF). To uddannelser som med afsæt i hver deres ende af livet er optaget af et og det samme. Nemlig at reflektere over, hvordan vi som mennesker mest hensigtsmæssigt kan navigere i balancepunktet mellem perspektiv og nærvær.
En organisation er at betragte som en levende organisme, fordi alt det, der får organisationen til at vokse og udvikle sig, er levende.
Lederudvikling handler om at styrke evnen til at tage aktivt ansvar for virksomheden og den enkelte, som levende organismer.